Hilda Heicks pinlige oplevelse i snestormen
Ordentlige og pligtopfyldende som de er, var ægteparret Keld og Hilda Heick taget hjemme fra Nordsjælland i god tid, da de skulle til Jylland for at synge.
- Vi havde et job i Ejstrupholm. Derfra tog vi videre til Aabybro – nord for Aalborg, fortæller Hilda Heick til BILLED-BLADET, da ægteparret 2. december er på vej hjem til Sjælland.
- Vi havde fem timer til at køre 200 kilometer. Normalt tager det to timer. Men vi røg ind i en snestorm, hvor alt stod stille.
- Vi nåede fem kilometer frem på en time. Vi fik meldinger om, at dem vi skulle optræde for, var begyndt at gå hjem.
Det var så synd
- Så måtte vi opgive og vende om. 35 kilometer fra det sted, hvor vi skulle optræde til ”Ældre i bevægelse”, forklarer Hilda med trist stemme.
- Det var så synd for dem. De har jo glædet sig, og vi kørte jo netop i god tid for at være sikre på at nå frem.
- Det var nogle lastbiler, der sad fast. Det var ikke sjovt at strande der i flere timer.
- Nej, det var ganske forfærdeligt, supplerer Keld Heick.
Jeg var helt fortvivlet
- På et tidspunkt var jeg så trængende, at jeg måtte finde på noget, fortæller Hilda Heick.
- Jeg kunne jo ikke sætte mig ud på motorvejen, hvor alle bilerne holdt med lys på!
- Jeg var helt fortvivlet, forsikrer Hilda Heick.
Fandt en løsning
Handlekraftige Hilda Heick fandt dog en løsning med en plasticpose.
- Jeg fik sat mig ned i bunden af bilen – og så fik jeg løst problemet og måtte hælde indholdet ud.
- Vi har heldigvis altid vådservietter og sprit i bilen.
- Vi kunne så køre af ved Aalborg Syd og komme til Aarhus, hvor vi havde bestilt hotelværelse, så vi var tæt på færgen dagen efter.
Endnu et job aflyst
I aften, torsdag 2. december havde Keld og Hilda et job i Nykøbing Sjælland.
- Men det er aflyst. De har fået corona, sukker Hilda Heick.
- Vi har en del job her i december, hvor vi skal synge julesange.
- Vi satser på, der ikke kommer flere aflysninger, lyder det håbefuldt fra Keld Heick.
Jul med familien
Julen har så småt sneget sig ind hjemme hos Keld og Hilda.
-Der er da kommet julelys på træerne i haven og lidt julepynt, fortæller Hilda Heick.
Og juleaften skal fejres med familien, der blandt andet består af datteren Annette Heick og svigersønnen Jesper Vollmer, samt deres to drenge.