Ida Corr: Jeg var bange for at få børn
36-årige Ida Corr har en søn med fodboldkæresten Jens Waltorp Sørensen, 29, og de nyder familielivet. Men sangerinden, som selv er skilsmissebarn, skulle tage kraftigt tilløb til det at få børn. Det fortæller hun i et interview med Alt for damerne.
- Jeg var bange og følte det næsten klaustrofobisk. Derfor havde Jens og jeg mange snakke, hvor han måtte forklare mig, hvorfor han ikke var bange. Han er vokset op i en kernefamilie med mor, far og to søstre og syntes overhovedet ikke, at det er skræmmende. Man får også børn tidligt i fodboldmiljøet og dyrker parforholdet, siger Ida, som gradvist blev omkodet i hovedet af Jens.
- I takt med, at jeg lærte ham bedre at kende, gav det bare mening at få børn med ham. Men jeg måtte lige ud og gå nogle lange ture med veninderne og råbe højt, efter vi tog beslutningen, siger Ida.
I dag er hun og Jens forældre til Cassius på knap to år, og det føles som det mest naturlige i verden for Ida at være mor.
- Nu kan Cassius sidde på mig som en igle, og jeg kysser ham bare. Jeg var overrasket over, at jeg havde det i mig, siger hun.