Jørgen Olsen fra Corona- sygesengen: Et helvede på jord
Midt i december fik musikeren Jørgen Olsen og hans hustru, Lena, taget en Corona-test, for at være sikre på, de ikke var syge, når de skulle samles og holde jul med deres to døtre, deres mænd og fire børnebørn.
- Ingen af os havde dengang symptomer, men vi tog en kvik-test og inden vi var nået hjem ringede de og sagde, at vi var testet positive for Corona og skulle køre direkte hjem og isolere os. Det har vi så været siden, fortæller musikeren Jørgen Olsen, 70, der først nu, 15 dage efter, er begyndt at få det "nogenlunde".
- For kort efter ramte det os. Og det har været et helvede på jord! Vi har virkelig været syge. Altså ikke hospitalskrævende, og vi har heller ikke haft høj feber og vejrtrækningsproblemer. Men ALT andet og frygtelige smerter i hovedet, siger Jørgen Olsen, der fortæller, at han stadig kæmper med kvalme og træthed, ligesom han ikke rigtig kan smage noget.
- Det er ligesom den værst tænkelige influenze - gange syv!, siger Jørgen Olsen og fortæller, at forløbet har svinget meget.
- Det har været som en rutche-tur, hvor det går op og ned. Mest ned. Det er en forfærdelig sygdom, og dem, der ikke tager det alvorligt og tror, det er "bare lige", de tager gruelt fejl. Det er en ond, ond sygdom, og selvom vi herhjemme ikke smitter mere, så er vi stadig meget mærket af sygdommen, tilføjer Jørgen Olsen, der af samme grund ikke har været i kontakt med sin bror, Noller.
- Dét har jeg slet ikke haft kræfter og overskud til. Selvfølgelig ringer jeg om et par dage og ønsker ham godt Nytår, men ellers har jeg været for træt og uoplagt til noget som helt. Jeg ligger bare og sover...ser tv...der er rigtig meget skidt, og mange genudsendelser, siger Olsen, der ikke aner. hvordan nytårsaften bliver.
- Vi har planer om at spise middag med et par gode venner, men nu må vi se, hvor meget vi orker. Det er for tidligt at sige.