Johnny Hansen og pigerne fik sagt farvel
Kandis-forsangeren Johnny Hansen var fattet men dybt berørt, da han ankom med sine to piger Cecilie og Caroline til den lokale Hurup kirke for at deltage i begravelsen af sin kone og pigernes mor, Helle Bekhøj, der blev fundet død i familiens sommerhus for fem dage siden.
I kirken holdt en knap så fattet Johnny Hansen en tale ved Helles kiste. Han kaldte talen "Den bryllupstale, jeg aldrig fik holdt". Desuden læste Johnny op af det afskedsbrev, Helle Bekhøj havde efterladt til familien.
I brevet havde hun blandt andet skrevet, at familien ville få et bedre liv uden hende ligesom hun bad sin mand om at tage sig af pigerne.
Johnny Hansen lovede ved kisten at passe godt på parrets to piger, og derefter blev kisten båret ud af kirken, fulgt af dybt ulykkelige Johnny Hansen og parrets ligeså ulykkelige piger.