Johnny Reimar: Sådan blev han fejret på sin 80-års fødselsdag
- I søndags var hele familien samlet i byen på restaurant. Vi var 25 mennesker, og det var rigtig hyggeligt, fortalte Johnny Reimar, da BILLED-BLADET besøgte ham i villaen i Hellerup tirsdag 13. juni – dagen efter hans 80-års fødselsdag.
Familien tæller blandt andet den ét år ældre hustru Annie, samt ægteparrets fire børn, Lotte, der blev født i 1968, Lars, der er fra 1970, Mikkel fra 1972 og så efternøleren Mads, der kom til verden i 1981.
Her er Johnny og Annie Reimar til åbningen af Tivoli i april sidste år.
Stolt af titlen
Ægteparret har også børnebørn, som der er seks styks af. Og så har Lotte Reimars datter Filis to børn Aksel og Alma, så Johnny Reimar kan kalde sig oldefar.
- Det er den af alle mine titler, jeg er mest stolt af, fortæller oldefar Reimer med et stort smil.
På selve fødselsdag 12. juni blev Johnny Reimar fejret af sine morgenbadevenner.
- Vi mødes hver dag klokken syv, og på min fødselsdag stod de klar i Kildeskovhallen med bar røv og gammel dansk, griner den ny 80-årige sanger, guitarist, producer med meget videre.
Her hygger Johnny Reimar sig hjemme i haven med en af sine mange guitarer.
Er mere hjemme
De 80 år er rundet i flotteste stil.
- Jeg kan selvfølgelig sagtens mærke, jeg er blevet ældre, men jeg fejler ikke noget, og helbredet har det fint.
- Jeg går også en masse ture med vores hund Skotti, og så tror jeg, det betyder meget, at Annie og jeg har hinanden.
- Jeg tager stadig ud på jobs, men jeg er meget mere hjemme, end da jeg var yngre. Og vi har en dejlig hverdag sammen, lyder det fra Johnny Reimar, der har været gift med Annie siden 1967.