Jokeren og Szhirley sluttede fred på åben skærm
Jesper Dahl, som er hans borgerlige navn, skrev dengang sangen "Møgluder" med klar adresse til Szhirley, men i TV 2's nye program "Toppen af poppen" får han for alvor sagt undskyld.
I programmet skal de seks kunstnere, der er taget til Mexico, fortolke et af hinandens numre. Jokeren fortolker Szhirleys nummer "Havfruen", som han har døbt om til "Engleben". I sangen siger han undskyld og ønsker Szhirley og hendes kæreste, produceren Mads Møller, alt det bedste.
Szhirley tager imod Jokerens fremstrakte hånd til venskab. Da det bliver hendes tur, fortolker hun netop nummeret "Møgluder".
- Det var ikke den sjoveste skilsmisse. Vi elskede jo stadig hinanden, men det kunne bare ikke fungere. Jeg blev nødt til at give slip på kærligheden, fortæller en ærlig Szhirley.
- Ja, det er 10 år siden nu, og med den her fortolkning synes jeg, vi har fået en fin afslutning og har fået lukket det hele meget godt ned, lyder det fra Jokeren.
Med stridsøksen begravet, er der åbnet en ny dør for et varmt venskab. Szhirley har i dag sønnen Elton på ni måneder sammmen med Mads Møller, og Jokeren har datteren Chili på to år med sin ekskæreste Kamilla Bryndum.