Jokeren skal sælge pelse
Jokeren er ny kampagnemodel for Kopenhagen Fur. Det blev offentliggjort ved en stor lanceringsevent i Kødbyen i København, hvor også Kopenhagen Studios nyeste krea-tioner blev fremvist.
Det er første gang, kampagnen bygges op omkring en mandlig rollemodel, og de markante billeder er skudt med Jokerens hjemmebane - de københavnske brokvarterer - som kulisse, og viser dansk raps førstemand i topform som pelsklædt urban cowboy i nærkontakt med smukke kvinder.
- Før mit samarbejde med Kopenhagen Fur havde jeg intet forhold til pels. Hverken for eller imod. Men efter at jeg har været med i hele processen, har jeg ingen skrupler omkring at reklamere for pels. Tværtimod er jeg stolt af resultatet og kan stå inde for dyrenes forhold de steder, jeg har besøgt, udtalerJokeren. Og han tilføjer:
- Jeg ved, at der eksisterer både stærke meninger og fordomme omkring pels, selv i min egen omgangskreds, men mit indtryk er, at det ofte bygger på fejlinformation og uvidenhed. Og det er sgu ærligt talt svært at tage folk alvorligt, når de sidder i ko-læder sneakers og spiser æg og bacon, mens de er forargede.