Kandis-Johnny fik næsten folk til at hoppe på den: Ej, det er en joke
Siden Johnny Hansen har ændret sin livsstil, er han jævnligt blevet spurgt til sit vægttab og sundere levemåde.
Det blev Kandis-stjernen også spurgt til, da han og hustruen Gitte var til Årets Optimister 2024 på Docken i København.
Det fik musikeren til at komme med en lille joke, som han næsten fik pressen til at hoppe på.
- Nu gik vi for eksempel herhen fra hotellet af, og vi bor inde ved Rådhuspladsen, fortalte Johnny Hansen, som dog ikke helt kunne holde masken:
- Ej, det gjorde vi ikke, det er en joke, udbrød han med et grin.
Det ville da også have betydet, at musikeren og hans hustru skulle have gået flere kilometer i blæsevejr i deres fine festtøj.
59-årige Johnny har det seneste halvandet år tabt omkring 14 kilo, men han havde stadigvæk tænkt sig at nyde showet med god mad og drikke.
- Det går rigtig godt. I aften skal vi jo feste og spise, men det handler bare om at være fornuftig, forklarede Johnny Hansen og fortsatte:
- Der er ikke noget, der er forbudt. Jeg smager det hele, men det er ikke sikkert, at jeg spiser det hele.
Han kan sagtens mærke, at den nye livsstil har haft en god indflydelse på ham.
- Det giver mere velvære, men for mig handler det også om at skære ned på stress. Derfor har jeg forsøgt at skære ned på nogle ting, forklarede Kandis-Johnny.