Lars Lilholts hårde måneder med sygdom: Datteren gjorde noget exceptionelt
I februar blev musikeren Lars Lilholt opereret for kræft i tarmen. Men operationen medførte en række alvorlige komplikationer som tarmslyng og bughindebetændelse, der gjorde, at han var indlagt i en længere periode på Skejby Sygehus.
Under det hele havde han sine kære ved sin side, fortæller han til Ekstra Bladet.
Tog et semester fri
Lars Lilholt, der torsdag åbner Tønder Festival, ser tilbage på sit sygdomsforløb med en stor kærlighed til sine kære.
Hans datter Luna var ved hans side.
- Min datter Luna, der læser medicinalkemi, tog et semester fri fra universitetet, da hun så, hvor syg jeg var. Hun flyttede ind på hospitalet og var der hver eneste nat, mens jeg var indlagt, fortæller han til Ekstra Bladet.
Hver eneste dag
Hustruen Ninna var også en stor støtte for ham, da han var indlagt.
- Min kone var ved min side om dagen. Og det var hver eneste dag. 14 timers vagter, fortæller han til avisen.
Lars Lilholt er kræftfri, men skal til kontrol en gang om året.
Allerede i juni var han tilbage på scenen til en koncert i Tivoli Friheden, hvorefter han tog på sommerturne landet rundt.