Lene Nystrøm Rasted: Jeg er en varm og kærlig mor
Inden Lene Nystrøms hektiske uger i "Voice", var hun med sin familie på en tre uger lang ferie på Seychellerne hen over jul og nytår. En tid med børnene, som hun elsker og hvor hun lader op.
Når hun ikke optræder, går hun hjemme og passer sine børn og familiens to hunde.
- Jeg er ikke sådan en mor, der skælder ud. Jeg hæver stemmen lidt en gang imellem, men ellers er jeg god til at bruge min tålmodighed og tale med mine børn, og de får lov at forklare sig. Min familie er det bedste i mit liv, og jeg synes, jeg er så heldig med, at Søren og jeg laver det samme. Selvfølgelig kan det sagtens give nogle heftige diskussioner, og nogen gange tager vi arbejdet med hjem, men jeg synes, det mest fantastiske er, at jeg kan læne mig så meget op ad Søren i mit arbejde, siger Lene til BILLED-BLADET.
- Det passer godt til min personlighed, at jeg kan have det helt almindelige hverdagsliv derhjemme. Sammen med min familie har jeg mit anker. Men det har aldrig været en hemmelighed, at jeg også godt kan lide fest, så jeg synes også, det er skønt at komme ud at hænge i lysekronerne. Sådan tror jeg altid, jeg vil have det, griner hun.