Mathilde Falchs ærlige brev til sin far
Som datter af den kendte musiker Michael Falch, har det ikke altid været lige let for Mathilde, der måtte erkende, at hendes far, trods stjernestatus, blot er et helt almindeligt menneske.
I et personligt brev til sin far, bragt i ALT for damerne, skriver 23-årige Mathilde, der ligesom sin far har valgt musikkens vej, hvordan det har været at vokse op med sin berømte far, der til tider havde et alkoholmisbrug.
- Alle børn synes nok, at deres forældre er superstjerner på et tidspunkt, men når alle andre omkring mig også syntes, du var fantastisk, endte jeg nærmest med at forgude dig, skriver Mathilde og fortæller ærligt videre:
- Derfor var det lidt et slag for mig, da jeg fandt ud af, at du bare var et normalt menneske. At der var noget, du ikke kunne klare på egen hånd.
I dag har Michael Falch været ædru i 10 år, og det gør hans datter stolt, men i begyndelsen var det svært for hende at erkende farens misbrug.
- Da dit misbrug tog til, vidste jeg aldrig rigtig, hvad der skulle ske. Selv om der ikke var mangel på kærlighed, var det et til tider uroligt hjem at vokse op i, og din sygdom tvang mig til at blive stor i en hurtig fart. Jeg var ofte bekymret, når du var væk fra hjemmet. Jeg følte, at jeg havde et ansvar for hele familien og var samtidig bange for, at jeg ville fylde for meget, hvis jeg fortalte om mine følelser - også selv om der i virkeligheden var plads til dem.
Mathilde og Michael Falch står i dag styrket oven på den svære tid og Mathilde er taknemmelig for hvad de har sammen.
- Vores familie har haft det svært, men det skal ikke skille os ad. Vores forhold er stadig godt, og jeg er taknemmelig for det.