Melodi Grand Prix flytter til Aalborg
I foråret vandt Basim Dansk Melodi Grand Prix i Arena Fyn - Odense Congress Center, men til næste år bliver det koncertarenaen Gigantium i Aalborg som skal lægge rammer til sangkonkurrencen.
Den nordjyske by bliver vært, når DR1 sender Melodi Grand Prix den 7. februar 2015.
Ugen efter er der igen dømt fest og farver i Gigantium. Den 14. februar bliver børnenes MGP nemlig holdt samme sted.
- Giganitium er det perfekte sted at holde Dansk Melodi Grand Prix og MGP. Vi har haft nogle fantastiske Grand Prix’er i Aalborg. Og jeg ved, at de virkelig formår at holde en fest og få det maksimale ud af, at showene kommer til byen, siger underholdningschef i DR, Jan Lagermand Lundme, i en pressemeddelse på dr.dk.
Gensyn med Aalborg
Det bliver femte gang, at en Grand Prix-finale finder sted Aalborg, og der er plads til 8500 publikummer i arenaen.
DR åbner nu op for, at man kan sende sange ind til Dansk Melodi Grand Prix. Fristen er mandag den 8. september 2014.
Selve billetsalget til det store show starter først til efteråret.