Michael Carøe bliver for rørt: Det er et helvede at komme igennem
4. og 25. juli står Michael Carøe på Plænen i Tivoli sammen med Annette Heick og Zindy Laursen.
Sammen skaber de en fest med temaet amerikanske pophits ved "Syng med i Tivoli"
– Jeg kan godt lide at skabe noget sammen med publikum, og det kan jeg jo her med fællessang, siger Michael Carøe.
Han har ved mange lejligheder sunget ved mere private begivenheder – bryllupper og begravelser for eksempel.
– Det, der kvalificerer mig, er, at jeg har en god fornemmelse for, hvordan publikum har det. Men det kan blive en hæmsko til et bryllup, fordi jeg bliver lige så rørt, som de mennesker, der står der, og det kan gå hen og blive upassende – og endnu værre til begravelser! smiler han.
Michael Carøe: Jeg må holde skarp fokus
Der er særligt én sang, der bliver ønsket igen og igen.
Det er "My Way", som Frank Sinatra sang i 1969.
Michael Carøe indspillede sin egen version i 2000.
– Jeg har sunget til både bryllupper og begravelser. Begravelser primært på grund af ”My way” – mange vil gerne have den sang … fortæller han.
– Og det er et helvede at komme igennem hver gang. For det er stærkt upassende, hvis jeg er mere berørt end de pårørende. Men deres reaktion spiller ind. Det ville være nemmere, hvis jeg spillede klaver, for problemet er, at sådan en klump i halsen går på stemmen, så det er noget med at skulle holde skarp fokus.