Michel Belli indspillede sang med far Peter: Jeg er så glad for, vi nåede det
For mange danskere var Peter Belli kendt som ”Ulven Peter”, men for Michel Belli var han far – eller ”Pappa”, som børnene kaldte ham.
Peter Belli døde efter længere tids sygdom den 8. juni, 79 år gammel.
Heldigvis nåede Michel og Peter Belli en særlig ting sammen, inden Peter døde. Noget, Michel havde drømt om i mange år.
Nemlig at synge en sang sammen.
Det fortæller Michel Belli om i TV 2's Go’Morgen Danmark.
- For mange år siden havde Natalie Cole lavet en plade med Nat King Cole, hvor han var død. De havde lavet det sådan, at de havde klippet i det, så hun kunne synge med ham, fortæller Michel Belli i programmet.
Michel og Peter Belli lavede derfor en aftale om, at de skulle nå at synge sammen – og at Michel ikke bare skulle synge til et klippet bånd.
- Min far var jo ikke helt ung og har jo levet et Rock’n’Roll længe, så det begyndte at følge mig… Det der med, at der kommer en dag, hvor vi siger farvel for sidste gang, fortæller den 49-årige Michel i Go’Morgen Danmark.
Sangen ”En sidste sang” udkom den 19. maj på Michels band Den Syvende Søns plade. Peter Belli nåede altså at opleve sangen udkomme, og han var spændt på, hvordan den ville blive modtaget, fortæller sønnen i Go’Morgen Danmark.
Og far var meget stolt, lyder det fra Michel.
- Vi fik fat i nogle gamle klip, hvor jeg synes, vi hylder ham lidt, og det kunne han godt lide. Den (musikvideoen, red.) ville han gerne se mange gange. Og han sad med sit lille skæve smil… Det var jeg glad for. Jeg er glad for, at vi nåede det, fortæller Michel Belli om sangen ”En sidste sang”.
I ”En sidste sang” lyder de rørende linjer:
”Når lyset brænder ud
Og natten den bliver ved
Og takten går i stå
Så er det helt okay
For publikum var med
Og stemningen var høj
Og sættet det var langt
Der er altid en sidste sang”
June og Peter Belli blev gift i 1967. De fik sammen børnene Michel, Chano og Natasja.
Se musikvideoen til ”En sidste sang” herunder.