Michel Belli på scenen knap en uge efter tabet af sin mor: Det hjælper at synge
Det er under en uge siden Michel Belli mistede sin elskede mor, June Belli, der sov stille ind onsdag 20. marts.
Med tak for de mange søde henvendelser fortæller Michel Belli på Facebook, at han sammen med sit band har valgt at gennemføre de planlagte shows.
Det betyder, at han og ”Den syvende søn” tirsdag 26. marts kl. 20 går på scenen i Amager Bio.
”Det vil være helt i familiens ånd, og vi glæder os faktisk, fortæller Michel Belli i sit opslag.
Et hårdt slag
Inden for et år har Michel Belli mistet begge sine forældre, Peter Belli, der efter længere tids sygdom døde 8. juni 2023 knap 80 år gammel, og June Belli, der fulgte efter 20. marts i år, kun 75 år gammel.
Et hårdt slag for både Michel og hans to søskende, Chano og Natasja. Ingen tvivl om, at Peter og June Belli, der selv levede deres liv i underholdningsbranchen, ville insistere på, at deres yngste søn skulle gennemføre sine shows.
”Det hjælper at synge – også lidt for min mor”, forklarer Michel Belli i opslaget.
Mindeværdig aften
Det bliver en mindeværdig aften i Amager Bio. Netop her gav Peter Belli 28. december 2017 en fænomenal anmelderrost afskedskoncert, som Michel Belli og hans band var opvarmning til.
Syv år senere gik Peter Belli i studiet og sang en rørende duet med sin søn på nummeret ”En sidste sang” med den gribende tekst:
”Når lyset brænder ud / og natten den bliver ved / og takten går i stå / så er det helt okay / for publikum var med / og stemningen var høj, og sættet det var langt / der er altid en sidste sang.”
”Den sidste sang” blev sunget endnu engang ved Peter Bellis begravelse 14. juni 2023.
Måske den også er med tirsdag 26. marts, når Michel Belli går på scenen og synger for sit publikum – og for sin mor, June Belli.