Mor Karen styrer Rasmus Seebachs finanser
Da Rasmus Seebach, 31, gik på scenen i DR's Koncerthus for at synge nummeret "Nangijala", sad hans mor, Karen Seebach, søsteren Marie og hendes kæreste, Rune, i salen og fulgte med.
Spændte og stolte over at Rasmus var med i det fine selskab af kunstnere, der optrådte live ved TV-koncerten "Når lyset bryder frem", der er en tilbagevendende begivenhed, som hylder den danske sangskat og er optakt til Spil Dansk-dagen i dag, torsdag.
I år var det de danske sangskrivere, der blev hyldet, og blandt dem er Rasmus Seebach én af tidens mest populære.
Den succes, Rasmus har for tiden, er hans mor, Karen Seebach, naturligvis både glad for og stolt over, og hun følger glad og gerne med til koncert, når sønnen optræder.
- Ja, jeg tager meget gerne med til koncert, hvis det kan lade sig gøre, og jeg har tid. For lige nu er det jo så ofte, at jeg nærmest ikke kan lave andet, ler Karen Seebach og fortæller, at hun glæder sig over at se sine drenge have succes.
- Det er dejligt at følge begge sønnerne, siger Karen Seebach og hentyder til Rasmus' tre år ældre bror, Nicolai, der også er sangskriver og musikproducer, et talent begge sønner har fra deres afdøde far, Tommy Seebach, der i årtier var en af Danmarks bedste hitmagere inden for populærmusikken.
- På den måde kan jeg også holde lidt øje med dem, så de ikke laver for meget ballade, smiler Karen Seebach, der altid har været Seebach-familiens solide samlingspunkt og den, der, mens Tommy Seebach turnerede landet tyndt og spillede musik, sørgede for kærlighed, stabilitet og ro i hjemmet på Frederiksberg.
Sådan er det til dels stadig, for Seebach-familien står sammen og er tæt knyttet til hinanden, men ellers tager hun ikke ære og del i sønnernes succes.
- Jeg laver regnskab og er bogfører, så der er styr på finanserne. Det er mit bidrag, siger Karen Seebach, inden hun smutter ind i Koncerthuset for at høre Rasmus synge et af sine nye numre, "Nangijala", der handler om landet, hvor tiden går så hurtigt, at man slet ikke når at savne dem, man elsker, før man ser dem igen. En sang, der er inspireret af Astrid Lindgrens "Brødrene Løvehjerte", og som Rasmus har tilegnet de børn, han har mødt gennem Børnecancer Fonden, som han er ambassadør for.