Niels Brinck viste kæresten frem
Vinderen af dansk Melodi Grand Prix, 34-årige Niels Brinck, så lidt gladere ud, end han plejer. Han havde sin nye og meget smukke kæreste ved sin side. Nicoline Bergstrøm er 22 år og frisør, og så er hun ret genert. Hun havde i hvert fald ikke selv lyst til at fortælle om parrets kærlighed. Så var Brinck straks mere informativ.
- Jamen vi er da ret glade for hinanden, så du kan vel godt kalde os kærester. Jeg synes i hvert fald, at Nicoline er meget sød. Jeg har i øvrigt lært Nicoline at kende gennem hendes mor, som også er sød. Og så kan det jo ikke gå helt galt vel, funderede en forårsglad Brinck.
Nicoline ved endnu ikke, om hun tager med sin yndlingssanger til det internationale Grand Prix i Moskva i Rusland den 12. maj, men hun overvejer det. I første omgang fulgtes hun med Niels Brinck til Danish DeeJay Awards i København. Parret havde en hyggelig aften i Valby-hallen, før de drog hjem igen. Hånd i hånd.