Niels Noller Olsen modtager ridderorden
"Order of St. John. Knight Hospitaller" hedder ordenen, og Noller, 56, har netop modtaget den for sit arbejde for at synliggøre, at misbrug af alkohol og stoffer er en sygdom på lige fod med andre sygdomme - og for sin store åbenhed omkring sine egne problemer.
Siden Noller, den yngste bror af Danmarks berømte duo, Brødrene Olsen, selv kom ud af sit misbrug for 14 år siden, har han ved siden af musikken brugt al sin tid på at hjælpe andre misbrugere.
Og mange af de penge, han har tjent på musikken, bruger han i sin non profit-forening, der arbejder med efteruddannelse af læger, terapeuter og socialarbejdere fra hele Skandinavien.
- Og nu har du også fået en fornem ridderorden. Det er da et flot skulderklap?
- Ja, absolut. Og jeg er da også enormt glad og meget, meget stolt, for jeg har stor respekt for de andre riddere og dét, mange af dem laver i al diskretion - bl.a. velgørenhed for syge og svage. Nu håber jeg bare, jeg kan leve op til samme ydmyghed og gøre en forskel. For i det store perspektiv er jeg jo kun et lille fragment af noget langt større - nemlig selve livet, siger Noller, der også arbejder tæt sammen med andre udenlandske organisationer, som alle arbejder for forståelse af misbrugsproblematikken