Rasmus Seebach om sin Julie: Jeg fatter ikke, hun er min
Selvom Rasmus Seebach og kæresten, Julie Teglhus, efterhånden har været sammen længe, skal sangeren en gang imellem lige nive sig selv i armen: Jo, den er god nok - hun er min kæreste.
“Sommetider når jeg ser på min pige, så fatter jeg egentlig ikke, hvordan i alverden jeg fik hende med på idéen om, at hun skulle være min,” skriver han i en pressemeddelelse i forbindelsen på udgivelsen af en ny single, "Beautiful".
“Det kan ske, at man bliver meget betaget af en kvindes ydre. Måden, hun bevæger sig på. Måden, hvorpå hun taler og griner," siger han.
Det første møde
“Jeg har lavet en sang om det første møde, hvor benene bliver fejet fuldstændig væk under én, fordi hun simpelthen bare ser så dejlig ud. Hvor det eneste, man lige kan få fremstammet, er “DU’ SÅ BEAUTIFUL!!!” siger Rasmus Seebach.
Den nye sang vil være at finde på det kommende album "Tak for Turen".
Udgivelsen samler op på de største klassikere fra hele karrieren og indeholder også en EP med nye sange.