Rasmus Seebach vandt Årets publikumspris ved Danish Music Awards
Den 37-årige sanger Rasmus Seebach er album-aktuel med ”Bli’ her lidt endnu”.
Lørdag aften kunne han så sætte trumf på, da den årlige musikprisuddeling Danish Music Awards blev afholdt i København.
For her blev den populære sanger nemlig belønnet med ”Årets publikumspris” af sit trofaste publikum.
Rasmus Seebach takkede rørt
Desværre var Rasmus Seebach ikke selv tilstede for at modtage prisen, fordi han var ude at optræde. Men han medvirkede i et videoindslag.
Her blev sangeren overrasket med den fornemme pris, som han rørt takkede for.
- Tusind tak til alle jer derude, der har stemt på mig. Det betyder rigtig meget, sagde Rasmus Seebach.
Prisuddelingen var flyttet ud af Forum
Det store musikshow, der havde Anders Breinholt som vært, løb af stablen lørdag aften men bliver først sendt på TV 2 søndag klokken 20.
Som noget nyt i år blev prisfesten afholdt i et stort telt i Nordhavn i modsætningen til koncerthallen Forum som tidligere.
Blandt aftenens store prismodtagere var desuden rockbandet Sort Sol, der løb af med den fornemme Danish Music Awards-ærespris.