Rene Dif vil sælge chips
Der var Chips-Jørgen, og nu er der også "René Chip" og "René Dip"!
Det er musikeren René Dif, der forsøger at gøre Chips-Jørgen kunsten efter, når han nu personificerer sig selv ud i sin nye "opfindelse", der består af en ny chips- og dip-satsning. René Dif har med en karikaturtegning af sig selv på forsiden af sine varer og en Chipsang, der kan høres ved at scanne QR-koden på chipsposen, et håb om at slå den legendariske Chips-Jørgen af pinden. Eller i hvert fald at vinde krigen om chips-køberne. Og som tidligere medlem af det tidligere verdensband, Aqua, har han selvfølgelig valgt at krydre sin ny satsning med et stykke musik.
- Det var oplagt at give min karikaturtegning en stemme, når jeg også laver musik. Sangen passer perfekt til, at man kan spille den til en havefest, mens man spiser chips og dip, forklarer René Dif, der trods den megen selv-ironi ikke mindst med ordspillet med hans eget navn, tager sin nye forretningside dybt seriøst. Det skriver dr.dk
- Min passion er at lave mad. Da jeg for mange år siden så et billede af Paul Newman på en gammeldags glaskrukke med pastasovs, tænkte jeg bare, at det så helt rigtigt ud. Måske kunne jeg også få lov at få min drøm opfyldt indenfor madbranchen. Han havde succes som skuespiller, og jeg har succes som musiker, producer og sanger, siger René Dif.
Og han har så at sige selv haft fingrene helt ned i chips-posen i jagten på at finde den helt rigtige smag til sine tortilla-chips. Selv er han glad for de stærke aromaer, når det gælder dip, men har valgt at tilpasse sin chipotle-salsa i en stærkhedsgrad, der passer de fleste.
- Jeg har smagt den til af flere omgange, og så har de taget den videre til laboratoriet på fabrikken. Jeg har også taget patent på den. Jeg kunne aldrig finde på bare at hælde noget i en dåse og sætte mit navn på. Det er vigtigt for mig, at jeg selv kan stå inde for den, siger René Dif.
På søndag er "René Chip" og "René dip" at finde på hylderne i SuperBest-butikker landet over.