Rørende gestus fra Lars Lilholt efter vennen Johnny Madsens død
- Jeg er ked af det. Det kom ikke uventet, men da jeg fik beskeden, ramte det hårdt. Det slog benene væk.
Sådan siger musikeren, sanger, tekstforfatter, komponist m.v. Lars Lilholt til BILLED-BLADET efter han tirsdag 5. november fik at vide, Johnny Madsen er død 73 år gammel.
- Vi var venner i 45 år, fortæller Lars Lilholt, der flere gange, første gang i 1985, var på tour med Johnny Madsen i trioen ”Dalton”, hvor Allan Olsen også var med.
- Johnny var generøs og en stor musiker, sangskriver og maler. En stor kunstner, som jeg holdt meget af. Det er trist, han er væk. lyder det fra Lars Lilholt, inden han afslører en rørende gestus for den ven, han nu har mistet.
- Jeg skal spille i aften i Odense, og der vil jeg spille et Johnny Madsen-nummer.
Her er Johnny Madsen på Samsø Festival i 2015.
Skønne oplevelser
Der er mange numre at vælge mellem for Lars Lilholt. Johnny Madsen har leveret en perlerække af skønne og elskede numre som ”Udenfor sæsonen”, ”Stjernenat” og utallige flere.
Numre der vil leve videre – sammen med Johnny Madsens anerkendte og meget eftertragtede malerier, og de mange skønne oplevelser han har givet familie, venner og fans.
På Instagram deler Lars Lilholt et herligt foto, som BILLED-BLADET har fået lov til at bringe.
- Her er vi sammen i Malaga for seks år siden. Vi ser glade ud med røde kinder. Et dejligt minde.
Dem har Lars Lilholt mange af sammen med sin gamle ven.
På TV 2 FRI kan man i øjeblikket se 8. sæson af ”Ja, for Fanø” om Johnny Madsens liv hjemme på Fanø.
Tirsdag 5. november kl. 21.20 sendes 4. afsnit i den igangværende sæson, og samtlige sæsoner kan ses på TV 2 Play.