Rørt Lars Lilholt efter kræftsygdom: Det havde jeg ikke regnet med
Det var en tætpakket plæne, der mødte Lars Lilholt, da han 3. juni gik på scenen i Tivoli Friheden i Aarhus.
Tusindvis af fans og andet godtfolk var mødt frem for at opleve den første koncert, troubadouren skulle give efter sin syv uger lange indlæggelse på Aarhus Universitetshospital Skejby– og et langt genoptræningsforløb.
Sendt til tælling
I februar blev Lars Lilholt opereret for tarmkræft og efterfølgende for bughindebetændelse og tarmslyng, hvilket sendte sangeren til tælling.
Og så lige op til den festivalsæson, der endelig kan slippes løs efter nedlukningerne.
Men den spilleglade folkesanger har rejst sig som en anden fugl Phønix, og 3. juni kunne han igen gøre det, han holder så uendeligt meget af.
Gå på scenen sammen med sit band og give sit publikum en forrygende oplevelse.
Bragt ud af fatning
Publikum var mere end parat og formåede at få den erfarne musikant bragt ud af fatning.
Midt i koncerten kiggede han ud over det fyldte Tivoli Friheden.
Oppe fra scenen proklamerede en meget rørt Lars Lilholt:
- For fire måneder siden lå jeg på Skejby Sygehus og troede ikke, jeg skulle stå her igen.
Jeg blev sgu rørt
Publikum returnerede i dyb respekt med et kæmpe bifald.
- Jeg blev sgu rørt der, erkender Lars Lilholt.
Og når det nu handler om manden, der elsker sit publikum OG fodbold, så ligger den lige til højrebenet: ”Kald det kærlighed”.
Det var præcis, hvad manden bag kæmpehittet den aften fik fra sit store publikum.
Lars er tilbage
Motiveret af den unikke stemning gav Lars Lilholt et velvalgt ekstranummer.
Nemlig nummeret ”Held og Lykke” – og konstaterede:
- Det får vi brug for.
Lars er tilbage og på vej ud i sommerlandet med 25 skønne koncerter.
Næste stop er Sølund Festival 7. juni.