SE BILLEDET: Julie Berthelsen har fået en sød hundehvalp
- Jeg prøver stædigt at ønske mig en hund, lød det håbefuldt fra Julie Berthelsen til BILLED-BLADET forud for sin 40-års fødselsdag i fredags. Og minsandten om hendes største ønske ikke gik i opfyldelse!
Den hundeglade sangerinde blev overrasket med den sødeste lille hundehvalp af kæresten Minik Dahl Høegh, og hun var rørt til tårer ved synet af den lille Staffordshire bull terrier på otte uger.
Julie Berthelsens store lykke
- Jeg gik helt i spåner, men sikke en lykke, fortæller Julie til BILLED-BLADET, som har fået lov til at vise dette dejlige Instagram-foto af familiens nye øjesten, som har fået navnet Asmus Valentino Dahl Høegh.
Julie Berthelsen har altid elsket hunde, men måtte skille sig af med den seneste, Balu, da hun blev mor til Casper, 7, fordi Jack russell terrieren ikke kunne håndtere en lille baby i familien.
Har altid ønsket sig en hund
Siden blev Julie og Minik forældre til Sia, 3, - og nu er det altså igen tid til hund i familien.
- Jeg har altid ønsket mig en “stor hund”. Og lige netop den race. Jeg har tidligere haft gravhund og Jack russell terrier. Som helt lille havde jeg en hvid Golden retriever, men ham mistede vi tidligt på grund af racesygdom, fortæller den lykkelige hundeejer.