27. okt. 2015
Af Karina Didriksen

Sebastian hyldet med særlig pris og 100.000 kroner

Sebastian.
Sebastian.
Foto: Jeppe Michael Jensen
Sangeren Sebastian blev hyldet med en pris på 100.000 kroner på en LO-kongres i Aalborg for sine musikalske bidrag gennem årene.

Sebastian blev hyldet med klapsalver, da han mandag aften gik op på scenen under en LO-kongres i Aalborg for at modtage en pris på 100.000 kroner.

Det er den særlige LO-pris, som den 65-årige folkekære sanger med det borgerlige navn Knud Grabow Christensen var blevet udvalgt til at få.

– Vi har valgt at give Sebastian LO-Prisen, fordi han gennem årtier har mindet os om, at vi som mennesker er en del af et fællesskab og ikke mindst, at vi skal tage hånd om dem, der har brug for hjælp. Det er budskaber, der er mere aktuelle end nogensinde i en verden med rå globalisering og stigende ulighed også i vores lille hjørne af verden, siger LO’s næstformand Lizette Risgaardi en pressemeddelelse fra LO.

Sebastian har samlet danskerne

Sebastian har gennem mere end 40 år bidraget med folkelige sange som ”Hodja fra Pjort”, ”Du er ikke alene” og ”Måske ku’ vi” – det er sange, som mange kan synge med på, og som har samlet danskerne uanset politisk ståsted.

LO-prisen uddeles ved hver LO-kongres til en person eller en organisation, som har gjort en speciel indsats til gavn for fagbevægelsens medlemmer. Det kan være inden for billedkunst, litteratur, teater, dans, musik, TV, film eller frivilligt arbejde.

Ud over Sebastian så modtog UngeCrew også en pris på 100.000 kroner. Det er et netværk af unge hjemløse under de hjemløses organisation SAND.

Kendte danskere, som tidligere har modtaget LO-prisen, er blandt andre Erik Clausen, Niels Hausgaard, Jesper Christensen og Tine Bryld.

Læs mere om: