Silas Holst: Jeg fik den bedste gave på fars dag
Silas Holst fik en glædelig overraskelse, da han vendte hjem fra ferie natten til tirsdag og vågnede op til fars dag den 5. juni.
Her havde datteren Maggie My på tre et halvt år nemlig forberedt en gave til sin far.
– Jeg fik verdens bedste gave. Jeg kom hjem fra Tyrkiet, og der var bare fuldstændig rent i huset, sorteret i legetøjet, og alt var sat på hylder og gjort lækkert, fortalte Silas Holst til BILLED-BLADET under arrangementet En romantisk aften i Botanisk Have, hvor han optrådte.
Maggie var stolt
Den 35-årige danser er selvfølgelig godt klar over, at det nok ikke kun var Maggie My, som havde haft travlt med støvekluden og rengøringsmidlerne.
- Det er nok mere hendes mor, Louise, og min ekssvigermor, der har haft gang i det, men Maggie tog ”full credit” af at have gjort hele huset rent, forklarede Silas Holst med et stort smil og tilføjede:
- Maggie sagde, at det var hende, der havde gjort det, og hun var meget stolt af at vise det frem.
Silas Holst bor stadig i samme hus som eksmanden Johannes Nymark og moren til deres to børn, Louise Mahnkopf.