Søren Huss var ved at slippe sin datter efter kærestens død
Smerten blev for stor, da Saybia-forsangeren Søren Huss for fem år siden mistede sin elskede i en trafikulykke. Kæresten blev dræbt på stedet, mens parrets lille datter, Ronja på to år, blev hårdt kvæstet. Midt i sorgen havde Søren svært ved at tackle rollen som far.
- Jeg var ved at slippe hende på et tidspunkt. Og det er noget af det værste, jeg har oplevet. Jeg kunne ikke håndtere det. Jeg gav slip på ansvaret i sorg, siger Søren Huss i et interview med Alt for damerne.
Konsekvensen blev, at han meget lod andre om at tage sig af sin lille pige.
- Hun blev passet rigtig meget hos sine bedsteforældre i den periode, men en dag kiggede jeg ind i hendes øjne og kunne ikke kende hende. Hendes øjne var helt væk, husker Søren, som blev meget skræmt.
- Heldigvis fik jeg taget mig sammen og fik hentet nogle ressourcer frem. Og jeg fik vist hende, at jeg godt ville hende.