Stephanie Surrugue og Sara Bro værter på Melodi Grand Prix: ”Douze points” til det gode humør
Der har været et hav af værter på Dansk Melodi Grand Prix siden 1957, hvor programmet havde sin debut.
Blandt de mange, mange værter har Bent Fabricius-Bjerre, Jørgen de Mylius, Keld Heick, Hans Otto Bisgaard, Natasja Crone og Annette Heick stået i spidsen for musikkonkurrencen – bare for at nævne nogle få!
DR har mandag formiddag afsløret, hvem der skal styre slagets gang, når Dansk Melodi Grand Prix igen folder sig ud. Denne gang lørdag den 17. februar 2024.
Det bliver DR-værterne Stephanie Surrugue og Sara Bro, der skal prøve kræfter som værter, og det glæder begge kvinder sig umådeligt meget til, fortæller de i pressemeddelelsen fra DR.
- Dansk Melodi Grand Prix er en del af en stor europæisk tradition, der samler danskerne på tværs af køn, kulturer og generationer. Jeg glæder mig - både som europæer og som festraket - til sammen med Sara at stå i spidsen for en så legendarisk tv- og kulturbegivenhed i Danmark. Der er dømt ”douze points” til det gode humør, siger Stephanie Surrugue i pressemeddelelsen.
”Pailetter og stiletter er i mit blod”
Den garvede vært Sara Bro ser det som en ære at være vært på Dansk Melodi Grand Prix.
- Jeg er vokset op med Dansk Melodi Grand Prix både som den største og vildeste tv-begivenhed og som en dyrebar skat på kassettebånd. Pailletter og stiletter er i mit blod, så det er en kæmpe ære for mig at skulle være vært og så ovenikøbet sammen med mit idol ”Mademoiselle Europe", siger Sara Bro i pressemeddelelsen.
Det er i øvrigt ikke set siden 2013, at der har været flere kvindelige værter for Melodi Grand Prix samtidig. Dengang var det Sofie Lassen-Kahlke, Lise Rønne og Louise Wolff, der stod i spidsen for konkurrencen.
I 1995 var der ifølge Wikipedia også en kvindelig værtsduo - da var det Gry de la Cour og Sidsel Agensø, der var Melodi Grand Prix-værter.
Dansk Melodi Grand Prix sendes på DR1 og DRTV direkte fra Koncertsalen i DR Koncerthuset lørdag den 17. februar 2024.