Stig Rossen udgiver jule-dvd og lover mere Jacks
Han virker ikke rystet, selv om han sidste år fik et underskud på knap én million kroner.
- Vi går ikke fra hus og hjem, lyder det beroligende fra sangeren, der indrømmer, at han havde for store armbevægelser i 2009.
- Jeg har det fint med, at jeg slog ud med armene for at markere mit 15-års jubilæum med julekoncerter. Samtidig faldt antallet af foredrag markant, fordi jeg selv stod for det hele. Det gør jeg ikke mere, og samtidig investerede jeg en halv million kroner i min jule-dvd, der som planlagt udkommer nu. Derfor kommer indtægterne også først nu, og jeg skal nok klare mig.
Han har lige været på turné med Four Jacks, der består af Keld Heick, Jesper Asholt, Jesper Lohmann og selvfølgelig Stig Rossen selv.
Og der kommer mere fra de fire flotte og forrygende fyre.
- Vi elsker at være sammen, for vi har en fantastisk kemi. Heldigvis er der meget mere at fortælle om Four Jacks. Derfor laver vi til næste år en fortsættelse, der skal hedde "More Jacks", afslører Stig Rossen.