Susanne Georgi gift ved stort bryllup i Spanien
Nummeret "Dub-i-Dub" var en landeplage og lå på hitlister i hele Europa for femten år siden, men da Susanne Georgi - den ene halvdel af popduoen - tog mikrofonen i St. Esteve-kirken i Andorra, var det for at give et helt andet og mere romantisk nummer, nemlig Barry Whites "My First, My Last, My Everything".
Susanne sang det for og til sin kommende mand, Xavier Puicercos, som hun giftede sig med i lørdags.
- Xavier blev helt rørt og sagde, at det var meget svært at skulle komme efter det, men han fik da afgivet sit ægteskabsløfte, siger en glad Susanne Georgi dagen efter et bryllup, der blev afviklet i 30 graders solskinsvarme, og som 200 venner og familiemedlemmer var kommet rejsende til.
- Dagen brugte vi samtidig til at døbe vores etårige datter Molly. Faktisk havde hun ringene med i en lille sløjfe på kjolen, da hun blev båret op til døbefonten, fortæller Susanne, hvis søster, Pernille Georgi, selvfølgelig også var med i kirken som brudepige.
- Det eneste, jeg var ved at gå lidt i panik over inden brylluppet, var faktisk min brudekjole. Jeg endte med at tage hjem til Danmark og få den syet hos Lilly Brudekjoler. Så den model, jeg har på, er altså en helt ny 2012-model, siger den glade brud, der venter med bryllupsrejsen, til alle indtrykkene fra den store dag er fordøjet.