Sussi Nielsen: Det er dejligt og skræmmende
Sussi Nielsen fyldte 68 år i den forgangne uge, men føler sig for det meste som en teenager. Det skyldes hendes nye kæreste.
- Det er dejligt og skræmmende. Det er alle de følelser. Jeg sms’er et ”god morgen” til ham hver morgen, og så har han ikke altid lige tid til at svare, for han har jo andre rutiner. Så kan man gå hele dagen.., ”hallo, skriver du ikke snart den der morgenhilsen, har du glemt mig?” Jeg føler mig en gang i mellem lidt sindssyg. Jeg føler mig virkelig som en teenager. Og så skriver han endelig noget sødt til mig, og JAAAA, så er man jo helt deroppe, ler Sussi og strækker begge arme i vejret.
- Jeg er smaskforelsket, men jeg har det også sådan, at den der umiddelbare forelskelse må godt vare ved nogle år endnu. Jeg har ikke travlt med, at vi skal flytte sammen. Overhovedet ikke. Vi har også hver vores liv, og det skal vi også have lov at have, siger hun.
Sussi Nielsen udgav for nylig selvbiografien "Jeg er Sussi" om sit mangeårige samliv og samspil med Leo Nielsen, som døde i februar. Nu er hun klar til et nyt kapitel i sit liv og frygter ikke alderdommen.
- Jeg glæder mig. Jeg har det godt fysisk og psykisk, så alderen generer mig overhovedet ikke. Jeg havde det en smule svært, da jeg blev 60, men så opdagede jeg jo, at det er fint nok. Jeg har det jo godt, så jeg tænker slet ikke på det mere. Jeg regner da med at blive lige så gammel som Lise Nørgaard, og at jeg kan blive ved med at spjætte med benene til det sidste, smiler hun.
Læs interview med Sussi Nielsen i BILLED-BLADET, der kom på gaden torsdag den 16. november.