Thomas Helmig skal være morfar: Nu kender han barnets køn
Der er dømt ren lykke i Helmig-lejren, for den 53-årige musiker, Thomas Helmigs datter Ida Marie Helmig venter nemlig sit første barn.
Nu afslører datteren, at der er en lille pige på vej, og det bekræfter den tidligere model Renée Toft Simonsen glædestrålende.
- Det er helt rigtigt, hun venter en pige, lyder det fra Thomas Helmigs hustru til BILLED-BLADET.
Ægteparret glæder sig til et barnebarn
Musikeren fik sin 25-årige datter Ida Marie Helmig i ægteskabet med fotomodellen Heidi Andersen, og faren til det kommende barn er kæresten Patrick.
Renée Toft Simonsen har bestemt ikke lagt skjul på, at hun og Thomas Helmig glæder sig meget til at blive bedsteforældre.
Fra et tidligere forhold er den tidligere model selv mor til to børn, sønnen Jens-Kristian og datteren Ulrikke, der også har indledt en modelkarriere.
Sammen har hun og Thomas Helmig fået sønnen Hugo Helmig, der er født i 1998, og som lige nu dyrker en lovende karriere i sin fars fodspor.