TILLYKKE: Ringo Starr fylder 76

Ringo Starr hed egentlig Richard Starkey - men det har de fleste for længst glemt. Det var nemlig som den energiske mand bag trommerne i de legendariske The Beatles, han blev kendt over hele kloden. Og da havde han ændret sit navn til Ringo Starr - eller slet og ret: Ringo.
Ringo havde en svær barndom med sygdom og langvarige hospitalsindlæggelser - og begyndte sin karriere langt fra musikken. Nemlig med en ansættelse ved British Rail - de britiske statsbaner. Men musikken rykkede, og i 1957 startede han sit eget band. Og det var først i 1962, han blev hentet ind som trommeslager i de relativt nystartede The Beatles.
Her fik han fast plads bag trommerne - og for generationer af teenagepiger var han derefter en konstant del af diskussioner om, hvorvidt man var til Paul, John, George eller Ringo.

Ringo er bedstefar til syv
Efter opløsningen af The Beatles har han lavet adskillige soloprojekter.
I 1980 giftede han sig med skuespilleren Barbara Bach - og Ringo er i dag bedstefar til syv børnebørn.
Fødselsdagen fejres helt i Ringos ånd. Han har aldrig mistet troen på, at verden kan blive et bedre sted - så han og Barbara meddeler, at de fejrer fødselsdagen ved den årlige "Peace and Love"-fest foran Universal Records i Los Angeles sammen med familie og venner.
