Trine Jepsen går ind i politik: For mine pigers skyld
Trine Jepsen vandt sammen med Michael Teschl det danske Melodi Grand Prix i 1999 med sangen ”Denne gang” – og efterfølgende deltog de i Eurovision Song Contest i Israel med den engelske udgave ”This time I mean it”.
De senere år har hun været selvstændig iværksætter inden for kultur og erhverv, og midtjyden blev i februar valgt som Venstres nye folketingskandidat i Herning.
– Der sker jo det, når man bliver ældre og får børn og kan se, hvilken vej verden bevæger sig, at der er behov for, at vi sadler om, fortæller hun til BILLED-BLADET om grundlaget for at gå ind i politik.
– Jeg er mor til to piger, der trives rigtig godt, men fakta er, at vi aldrig har haft så mange unge mennesker, der har ondt i livet. Hele den her perfekthedskultur, der er blevet skabt, går om noget ud over dem. SoMe, hvor de unge måler og spejler sig i noget, der ofte ikke er virkeligt … Det har vi mange snakke om. Min ældste pige er 13 nu, og hun er ved at nå en alder, hvor det fylder. Skolen har naturligt også fokus på det. Men mine piger vokser op i en helt anden verden, end jeg gjorde …
"Megasejt mor"
Trine er mor til pigerne Emmie, 13, og Signe, 10, som hun har med sin eksmand, og de har en 7/7-ordning.
I dag er hun gift med Jakob, der også har to børn, så der er noget planlægning, der skal gå op i en højere enhed.
– Jeg var hjemme og vende den med pigerne. ”Er det sådan noget med, at du kommer til at hænge i lygtepælene?” spurgte den yngste. Og min ældste engagerer sig i elevrådet, så hun kender til det drive og engagement. Så hun kunne sammenligne det med sin skole, når hun gerne vil forbedre noget. Og jeg vil gerne flytte på noget i samfundet. ”Det synes jeg bare, er megasejt mor. Må vi så komme med ind på Christiansborg?” spurgte hun, og jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Men vi skulle også tale om slagsiden – at jeg til tider er mere væk hjemmefra, at der kan være lange dage og dage, hvor der er run på, så vi ikke har den hverdag, vi har i dag. Jeg vil selvfølgelig prøve at putte alt ind, jeg overhovedet kan, i de uger de er hos deres far. Men der kan være tidspunkter, hvor jeg har lange dage og er væk, når de er hos mig.
– Det er ikke kun mig, der siger ja til noget, det er en hel familie!
I BILLED-BLADET kan du i denne uges blad læse et stort interview med Trine Jepsen.