Trist Birthe Kjær: Jeg har tænkt meget på Peter Belli
- Det er rigtig trist at høre i dag.
Trods den festlige fejring af Dennis Knudsens 60-års fødselsdag 9. juni i Korsør, var Birthe Kjær trist over den sørgelige nyhed tidligere på dagen.
Nemlig at Peter Belli efter længere tids sygdom døde 8. juni 79 år gammel.
- Peter har jo altid været i branchen. Også før jeg overhovedet kom til.
Mødtes ved koncerter
- Vi mødtes tit backstage ved koncerter, og June var der også altid. Sidste gang, jeg mødte dem, er flere år siden, hvor vi deltog i ”Syng med” på TV 2 Charlie. Så talte vi sammen i pausen.
- Peter var så utrolig dygtig. Han var især god til rock, men han spændte meget bredt og sang også det mere sentimentale og var Bingovært. Han var dygtig til det hele.
Troede han var stoppet
- Vi kom i de samme kredse og sås på den måde. Men de seneste år har jeg slet ikke haft kontakt. Men jeg har tænkt meget på Peter.
28. december 2017 gav Peter Belli afskedskoncert i Amager Bio.
- Så troede jeg, han var stoppet, men senere optrådte jeg på et plejehjem, hvor Peter lige havde været for at holde foredrag.
- Men jeg havde som sagt ingen kontakt med ham de seneste år.
Praktisk gave
Birthe Kjær har selv stadig travlt.
Men ikke mere travlt end at hun tog til sine gode ven Dennis Knudsens fødselsdag med en gave.
- Det er badehåndklæder, afslørede Birthe Kjær om gaven til fødselaren, der både bor ved vandet i Korsør og har pool.
Elsker scenen
Lørdag 10. juni har travle Birthe Kjær hele to koncerter. Kl. 13 spiller hun på Nord-Als Musikfestival, og derefter går turen til Oksbøl, hvor hun om aftenen optræder på Blåvandshuk Musikfestival.
Om det er hårdt?
- Jeg kører selv, og turen kan være lidt hård, men når jeg står på scenen, er det ikke hårdt. Det elsker jeg jo!