Trist nyhed: Tony Bennett er død
Manden med den store stemme Tony Bennett er død.
Det skriver det amerikanske nyhedsbureau AP ifølge Ekstra Bladet.
Han blev 96 år gammel.
Tony Bennett havde en enorm karriere, der holdt på helt ind i alderdommen. Han kunne ikke drives fra en scene.
Han har flere gange besøgt Danmark, hvor han har spillet koncerter. Senest i 2015 hvor han spillede i Tivoli.
I 2016 blev han diagnosticeret med Alzheimers, men det satte ikke en stopper for den musikalske karriere.
Den yngre generation vil formentlig huske ham for sit samarbejde med musikeren Lady Gaga, han lavede albummet ”Cheek to Cheek” med.
Tony Bennett begyndte sin karriere i 1945, og holdt den mere eller mindre kørende frem til år før sin død.
Ifølge Variety var hans sidste optræden i Radio City Music Hall i august 2021, hvor han spillede med Lady Gaga.
Han blev af kollegaen Frank Sinatra kaldt for den største sanger i populærmusik, og mange husker ham nok bedst for hittet “I Left My Heart in San Francisco”, som han fik stor succes med i 1962.
Han efterlader sig hustruen Susan Benedetto, hans to sønner, Danny og Dae Bennett, hans to døtre Johanna og Antonia Bennett samt ni børnebørn.