Vild Barbie-rekord: Aquas hit er verdens mest sete
Filmen "Barbie" tiltrækker millioner af mennesker til biograferne lige nu. Og mon ikke filmens popularitet har noget at gøre med, at Aquas monsterhit fra 1997 har fået sin revival?
Lene Nystrøm delte i maj, på Instagram, et billede af en tekst, der afslørede, at sangen ville være med i filmen men i en genindspilning med rapperne Nicki Minaj og Ice Spice.
Du kan se Lene Nystrøms Instagram-opslag lige her.
"Barbie Girl" med den tilhørende ikoniske musikvideo ligger frit tilgængeligt på Youtube, og i de seneste 24 timer har den fået ikke mindre end 1,524,104 visninger.
Det gør videoen til den mest sete engelske video i det forgangne døgn.
Se hele listen her.
De flotte tal er heller ikke gået Søren Rasteds næse forbi. Han skrev i sin tid ørehængeren sammen med Claus Norreen, Lene Nystrøm og René Dif.
På sin story på Instagram har Søren delt topplaceringen med sine følgere og takker i samme ombæring de to instruktører, Peder Pedersen og Peter Stenbæk, der stod bag musikvideoen.