Nu er Troels Kløvedals hus blevet solgt
Hele Danmarks søfarer, Nordkaperens kaptajn Troels Kløvedal, sov stille ind lillejuleaften i 2018, 75 år gammel. Siden da har familien haft hans firelængede gård på Djursland til salg.
Og nu er der godt nyt, for det er endelig lykkedes at sælge den 292m2 store og 200 år gamle gård på Stubbe Sø nord for Ebeltoft, som Troels Kløvedal købte tilbage i 1985.
Pause og ny pris gjorde udslaget
En lille pause fra markedet og en ny pris var åbenbart det, der skulle til. I hvert fald havde de nye ejere af forfatteren Troels Kløvedals firelængede gård på Djursland ikke brug for alverdens tid, før de skrev under på købsaftalen til eventyrerens historiske hjem, der netop er blevet solgt. Det skriver boligmediet Boliga.dk.
Bindingsværkshjemmet nåede nemlig blot i denne omgang at være til salg i godt og vel 20 dage, før der kom et “solgt”-skilt på matriklen. Og efter en del fornyet opmærksomhed, endte handlen med at gå igennem lige præcis til udbudsprisen på 3.495.000 kroner.
- Vi fik lov at overtage salget og foreslog, at prisen skulle sættes til 3.500.000 kroner og markedsføres lidt bredere end hidtil. Det gav pote – allerede efter den første uge havde der været seks fremvisninger på ejendommen, siger ejendomsmægler Morten Skovholm, der er indehaver af Home Ebeltoft - Syddjurs til Boliga.dk.