Pernille Aalund: Sådan vil jeg huske mine mænd
Drop din egoisme, vink farvel til vreden - og pas godt på minderne om de mænd, du engang har elsket. De er jo en del af dig, rusker Pernille Aalund i ugens klumme på oestrogen.dk
Hvor går vi hen, når vi går ud af kærligheden? Og hvordan 'går' vi? Hvordan siger man farvel til en, man har elsket.. skånsomt, kærligt og i respekt? Vi tumler ind i forelskelsen, styret af begær, grebet af en lettere sindssyge.. så kommer hverdagen og hvisker til os om trivialiteterne, og livet sammen får en praktisk karakter. For nogle lykkedes det at balancere på kanten af kærligheden og begæret en hel tilværelse, men for størstedelen tager enten kedsomheden over eller elskovsreden erstattes med en boksering, hvor man sender hinanden til tælling i blodigt alvor for at score nogle dumme points.
Jeg er ingen helgen, men jeg har én gang, for lang tid siden, besluttet mig for IKKE at handle i vrede, skrig og skrål. Ikke køre had og bitterhed i stilling i forhold til mænd, jeg engang har elsket, men simpelthen gøre mig umage for at huske, hvor HØJT jeg har elsket dem, at tilgive og indgå alle tænkelige kompromisser for at gøre den uundgåelige skilsmisse mindre smertefyldt - hvad enten det er mig, der står tilbage, eller jeg er hende, der har forladt.
Det er de færreste mennesker, der er direkte onde eller psykopater, de fleste bliver bare fanget i rum af magtesløshed med en tolerance på nulpunktet, når der er følelser med i spillet. Vi glemmer, at ham vi nu vil forlade (eller som forlader os) engang tændte en gnist i skødet og en dunken i hjertet. Hvad får voksne, fornuftige kvinder til at handle som ubehjælpsomme, følelsesmæssige amøber - med børn som gidsler og fingrene i egen navle.
Få så den finger ud!! Ingen har nogensinde fået noget konstruktivt ud af at handle i raseri og vrede. Det er en total falliterklæring at tale grimt om ham, der en gang var 'den eneste ene' og især til sine børn, hvis det er HAM, der er far. Man har selv valgt i sin tid, på eget ansvar og i vågen tilstand. Tør ikke dit eget skidt udover den næste generation. Undgå svinehunden og offerrollen. Det er uværdigt og fuldstændigt respektløst.
Jeg gider ikke høre på lort, bebrejdelser og hævnmotiver. Uanset historikken har vi altid selv en lille andel i det, der sker og hvis ikke.. ja, så sker det, fordi det sker... mennesker forandrer sig ad åre, bliver forelsket eller får helt nye livsmål. Vi ejer ikke hinanden, men vi har en pligt til at sikre de bedst mulige vilkår for vores børn, de er trods alt blevet skabt i kærlighed. Og er der ingen børn.. så skylder vi os selv og den, vi har elsket en 'tak' for det, der var og en anderkendelse af den forelskelse, det hele begyndte med. Og ja, jeg ved godt, der er historier, der skiller sig ud, men det hører til undtagelserne - de fleste af os er bare ganske almindelige mennesker.
Jeg vil gemme hver eneste mand, jeg har elsket, som et sitrende minde, huske på alle de hede nætters favntag, et bid i læben, denne utøjlelige sult efter mere, hemmelige gaver og uartige sms'er. Loyaliteten og varmen, når livet slog knuder. Jeg vil værne om den længsel, der stadig ligger som en lille spire bagerst i hukommelsen. Jeg vil ikke 'dø' den, men huske. Af alt, hvad jeg er i dag som kvinde.. kommer meget af det bedste fra de mænd, jeg sødmefuldt har lukket ind... de skal ikke slettes eller skylles bort, men bæres i mig - med mig, igennem livet - varsomt!