Pernilles X Factor-fødselsdag
X Factor-dommer Pernille Rosendahl blev mødt med kaffe og fødselsdagskringle, da hun mødte op i DR Byen til mandags-pressemøde. Pernille havde nemlig fødselsdag og fyldte, som hun selv udtrykte det, "38 gode år".
Inden pressemødet var hun blevet fejret hjemme på Frederiksberg af familien.
- Jeg blev vækket af mine to søskende (storesøster Christina, 39, og lillebror Vagn, 34, red.) og min søn Tristan og min kæreste. De sang for mig, og Tristan forærede mig en meget makaber nøglering med dødningehoveder, fortæller Pernille, der har sønnen Tristan på tre år sammen med sin kæreste Johan Wohlert.
Pernile Rosendahl var lidt bekymret for Tristan, der havde 40 i feber, da hun lagde ham i seng dagen før.
- I morges var feberen væk, men til gengæld vågnede han med et ordentligt sæbeøje. Det er nok bare noget betændelse, men det ser drabeligt ud, fortalte fødselaren.
Trods bekymringen for sønnen, var Pernille klar til at knokle med sin finalist Thomas, inden det på lørdag går løs med det store X Factor-finaleshow i Parken.