Peter Frödin afslører: Sang til kronprinsparrets private forlovelsesfest
Da kronprinsparret fejrede deres forlovelse med venner og familie i 2003, var Peter Frödin inviteret til at sætte gang i festen med 00'ernes helt store hit.
Det afslørede Peter Frödin i ”Deja-vu med Frøkjær”, der blev sendt mandag aften på TV 2 Charlie.
00'ernes poppede kærlighedsduet
I portrætprogrammet talte Cecilie Frøkjær og Peter Frödin om livet, kærlighed og karriere.
Her kom han ind på et stort højdepunkt, da han fortalte, at han optrådte til kronprinsparrets forlovelsesfest i 2003:
- Jeg sang til kronprinsparrets forlovelsesfest sammen med Jimmy Jørgensen, og vi sang ”Vent på mig”. De spurgte, om vi ville, og det ville vi selvfølgelig meget gerne, fortalte humørbomben Peter Frödin i ”Deja-vu med Frøkjær”.
Kæmpe hit
”Vent på mig”, der blev sunget af Peter Frödin og Jimmy Jørgensen, var et kæmpe hit i 00’erne, og det er stadig en sang, som danskerne skråler med på.
Den poppede kærlighedsduet ”Vent på mig” blev komponeret til filmen ”En kort en lang” fra 2001.
Filmen blev instrueret og skrevet af Frödins ”Det brune punktum”-kammerat Hella Joof, mens gruppens tredje medlem, Martin Brygmann stod bag hittet ”Vent på mig”, som han skrev til filmen.