Philip May afslører nyt om brylluppet: Det er på plads
Realitydeltageren Philip May tog fusen på alt og alle - ikke mindst hans kæreste Simone - da han på direkte tv friede til hende midt under "Vild med dans"-finalen.
Der var ingen tvivl om, at frieriet kom bag på Simone Hvenegaard, som heldigvis sagde ja til det store spørgsmål.
Det er nu et par uger siden, at frieriet fandt sted, hvilket betyder at parret har haft lidt tid til at tænke over og drøfte, hvordan brylluppet skal foregå.
Alting er langt fra planlagt endnu, men nogle få ting er på plads.
Det afslører Philip May i et interview med HER&NU.
Parret, der sammen har børnene Vilmar og Athena, vil nemlig gerne spare lidt op til den store bryllupsfest, som derfor planlægges at blive afholdt i sommeren 2026.
Og så skal det være et kirkebryllup.
- Svigerfar skal følge Simone op ad kirkegulvet, det glæder han sig meget til, fortæller Philip May i interviewet.
Philip May og Simone Hvenegaard mødte hinanden for syv år siden i Mexico under optagelserne til TV3-programmet "Paradise Hotel".
Mexico har derfor også en særlig plads i deres hjerter, så planen er, at brylluppet på en eller anden måde skal have et mexicansk tema.
Hvordan det skal foregå, ved de endnu ikke, men med udsigt til bryllup i sommeren 2026, har de god tid til at planlægge detaljerne.