
Åbnede op om privat skamplet: Sådan har Peter Hummelgaards familie reageret

Peter Hummelgaard, der er justitsminister, har i årevis gemt på en privat hemmelighed.
Nemlig at han i sin barndom levede i et hjem med vold, der ifølge ham gik ud over hans mor og ham selv. Det er noget, han har skammet sig over.

Han beskriver et udvalg af episoderne i sin bog ”Der er noget, vi skal tale om”, der udkom i november.
Det er første gang, han offentlig deler familiens svære oplevelser, og det har naturligvis påvirket hans nærmeste.
Familien har dog bakket ham op i at skrive bogen, selv om det har været en omkostning at få udstillet sin smerte offentligt.
- Jeg har fortalt min mor om, at jeg ville skrive den. Jeg vil ikke lægge skjul på, at det er en af de omkostninger, der er, at det selvfølgelig også påvirker hele min familie meget både min søskende, min mor, min moster og onkel og også min hustru. De har bakket op om det. Men selv om de har bakket op, tror jeg da også, at de kan synes, det er svært at få udstillet både smerte og sorg i offentligheden, fortæller Peter Hummelgaard til BILLED-BLADET.
Peter Hummelgaards nærmeste familie i form af hustruen Sara og deres to døtre har været en stor støtte for ham i perioden, hvor bogen udkom.
Justitsministerens forældre blev skilt, da han var 12 år, og siden har han kun sporadisk set til sin far. De seneste godt syv år har han ikke haft nogen kontakt til sin far.
