Ane Halsboe-Jørgensen: Derfor har ægteskabet værdi
Ane Halsboe-Jørgensen, 38 år, er et rigtigt familiemenneske og drømmer om at bo i et storfamiliehus med tre generationer under samme tag.
- Jeg holder virkelig meget af samhørigheden i en familie. En samhørighed, der er større end bare far, mor og børn. Jeg prioriterer også selv at være hos mine forældre, så ofte jeg kan. Jeg er et rigtigt familiemenneske, også med svigerfamilien, forklarer kulturministeren.
Derfor vil Ane Halsboe-Jørgensen også gøre sig mere end almindeligt umage med, at hendes ægteskab er for livet. Hun er gift med Peter Strauss Jørgensen, som er særlig rådgiver for klima- og energiminister. Sammen har de to børn.
- Man skal have en vilje til at investere i et parforhold. Det, man vander, vokser. Og man kan også beslutte sig for det. Man skal da gøre sig umage. Vi er en familie, hvor min mor og far stadig er sammen, det samme er mine svigerforældre og min søster og hendes mand. Jeg synes, det har en kæmpe værdi, siger hun.
- Jeg har ingen holdninger til, hvordan andre lever deres liv. Du vil aldrig høre mig sige, at hvis man ikke lever efter min model, så er det en forkert model. Folk må leve deres liv, præcis som de vil, og få børn i de konstruktioner, de vil. Jeg er bare virkelig taknemmelig for, at min familie er, som den er.
– Min mand er blevet mit livsvidne. Det at have én, der er så tæt på, og som kender én så godt, er jo ret vildt. Der er også noget tryghed i det, men mest af alt handler det om at få lov til at opleve livet sammen. Vi har børnene sammen. Og vi har vores fælles interesse for politik. Vi løber aldrig tør for ting at tale om, understreger hun.
Læs stort interview med kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen i BILLED-BLADET, der kom på gaden torsdag den 14. oktober.