Anker Jørgensen må svigte 1. maj festen
Anker Jørgensen, der nu er blevet 90 år, er blevet så svækket, at han for første gang har valgt ikke at deltage i arrangementer i forbindelse med den internationale kampdag. Det kniber efterhånden så meget med Ankers syn, hørelse og ikke mindst hukommelse, at hans familie har besluttet, at det er bedre for Anker Jørgensen at blive hjemme, skriver B.T.
-Han er ikke frisk mere. Men jeg har ikke været involveret i beslutningen om, at han ikke deltager i 1. maj. Det er noget, som min søster og plejehjemmet har vurderet, siger Anker Jørgensens søn, Peter Kvist Jørgensen til B.T.
-Anker har det ikke længere så godt i store forsamlinger. Han hører dårligt, er blind på det ene øje og ser dårligt med det andet. Han har det bedst, når man sidder direkte over for ham og taler langsomt, siger Lissa Galle, der har kendt Anker Jørgensen siden 1975, hvor hun var sekretær for den socialdemokratiske folketingsgruppe.