De stod på scenen med Donald Trump: Her er kvinderne i hans liv
Det var til stor republikansk jubel, at 78-årige Donald Trump indtog scenen i West Palm Beach Congress Center.
Omgivet af sine partifæller og sin familie erklærede han sig torsdag formiddag dansk tid for sejrherre, og han kan derfor indtage Det Hvide Hus for anden gang.
Med sig på scenen havde Donald Trump naturligvis sin familie, og flere af kvinderne er ganske prominente navne og kendte ansigter.
Naturligvis var 54-årige Melania Trump med til festlighederne. Hun er Trumps tredje hustru, og sammen har de sønnen Barron på 18 år.
Trumps ældste datter Ivanka Trump, 43, var også med på scenen. Hun var rådgiver for sin far i hans regeringsperiode 2017-2021. Med sig havde hun sin mand Jared Kushner, der også var seniorrådgiver for Trump.
Klædt i hvidt var også datteren Tiffany Trump, 31, der er Trumps eneste barn fra hans andet ægteskab med Marla Maples. Hun danner par med milliardæren Michael Boulos, og de har netop annonceret, at de venter deres første barn sammen.
I rødt er det Kimberly Guilfoyle, 55, som er forlovet med Trumps ældste søn, Donald Trump Jr. Politik er ikke fremmed for hende, da hun tidligere har været borgmesterfrue i San Francisco.
En af de yngre medlemmer af Trump-klanen er Kai Madison, 17. Hun er datter af Donald Trump Jr. og Vanessa Trump. Hendes forældre blev skilt i 2019.
Kai Madison har holdt flere offentlige taler, hvor hun omtaler sin farfar som en kærlig og hengiven person.
Lara Trump, 42, er gift med Eric Trump, der er Donald Trumps tredje barn. Hun har tidligere arbejdet som tv-producer, men arbejder nu også for sin svigerfar, hvor hun står for kampagner og fundraising.