Det umage vennepar Pia Olsen Dyhr og Inger Støjberg støttede hinanden i sorgen
Der er mange, der undrer sig over at to så uenige politiske ledere, som SF-formanden Pia Olsen Dyhr og stifter og leder af Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg, kan være tætte venner.
For Pia og Inger er det helt naturligt. Venskabet opstod i 2006, da en gravid Pia Olsen Dyhr kom ind i Folketinget, hvor Inger Støjberg allerede var et etableret ansigt.
Her er venneparret ved Inger Støjbergs 50-års fødselsdagsreception på Christiansborg.
De politiske uenigheder er de helt bevidste om.
De er samtidig bevidste om, at de ikke skal prøve at omvende hinanden.
- Politisk er Pia jo fortabt, jokede Inger Støjberg, da venneparret 18. juni var sammen i Go’ Morgen Danmark.
Tabet af den tredje ven
Venskabet involverede en tredje politiker, nemlig formanden for Det Konservative Folkeparti, Søren Pape Poulsen, der pludseligt og uventet døde 2. marts blot 52 år gammel.
Både Inger Støjberg og Pia Olsen Dyhr var meget tætte med Søren Pape Poulsen og fik derfor også hurtigt besked om det tragiske dødsfald.
Her er de tre venner sammen ved Folkemødet på Bornholm sidste år.
Inger blev kort tid efter ringet op og blev vildt ked af det.
- Jeg ringede til en nabo, og vi gik en lang tur. En halv time efter fik jeg en sms fra Pia med et hjerte, og så vidste jeg, hun havde fået besked, fortalte Inger Støjberg i Go’ Morgen Danmark.
Inger Støjberg ringede sin ven Pia op og sammen græd og græd de.
-Jeg kunne slet ikke snakke med andre end min mand og Inger, fortalte Pia Olsen Dyhr i tv-programmet.
Støtte ved bisættelsen
Ved bisættelsen var de to venner også tæt sammen.
Inger Støjberg, der kom alene til bisættelsen, glemmer aldrig, hvordan hele holdet fra SF tog sig af hende. Det oplevede hun som helt fantastisk.
Deres opskrift på, hvordan de som politiske modstandere er blevet så gode venner, er såre simpelt: Ved at tale sammen og respektere hinanden, som de er.