Drama ved Amalienborg: Aktivist anholdt og sigtet
Statsminister Mette Frederiksen og hendes hold af nye ministre var knap nok trådt frem på Amalienborg Slotsplads efter deres audiens hos kong Frederik, før der opstod voldsom tumult.
Mette Frederiksen var lige gået i gang med at tale til den fremmødte presse, da hun kortvarigt blev afbrudt af noget, som skete uden for kameraernes rækkevidde.
Nu viser det sig, at PET-vagter og betjente tilbageholdt en mand, der ifølge DR kom stormende mod ministerholdet med et orange skilt.
Ifølge mediet var det en demonstrant fra organisationen Nødbremsen, der i en pressemeddelelse vil råbe regeringen op, at de skal gøre deres arbejde "i stedet for at flytte rundt på taburetterne".
Demonstranten blev ført væk af politiet, og Nødbremsen oplyser til DR, at demonstranten nu er anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.