Er gået bort alt for tidligt: 13 billeder viser Søren Pape Poulsen helt privat
Det kom som et stort chok, da nyheden om Søren Pape Poulsens alt for tidlige dødsfald tikkede ind lørdag sen eftermiddag.
Den 52-årige formand for Det Konservative Folkeparti, Søren Pape Poulsen, døde, efter han fredag var blevet ramt af en blødning i hjernen.
Han efterlader sig sine forældre, Ruth og Svend.
Søren Pape Poulsen brændte for politik, men hans hjerte lå hos familien og især mor og far, Ruth og Svend, som han besøgte, så ofte han kunne.
Og så naturligvis hans lille bichon havanais-bomuldshund, Maggie, der er opkaldt efter Margaret Thatcher.
Se billederne, der viser Søren Pape Poulsen helt privat, i galleriet herunder.
Søren Pape Poulsen helt privat
Noget, der aldrig blev skjult var, at Søren var adopteret. Ruth og Svend adopterede ham få måneder efter hans fødsel.
Hans mor, Ruth, har i et tidligere interview med BILLED-BLADET fortalt om den store glæde, det var.
– Vi havde landbrug, så Svend kunne ikke rejse fra køerne og grisene, så jeg måtte tage til København selv. Jeg tog toget til Valby, og jeg sad og tudede og tudede. En dame spurgte, om jeg var syg, eller hvad der var i vejen. Og så fortalte jeg, at det jo var glædestårer. På børnehjemmet kom jeg ind i et værelse, hvor der var mange børn, og de var søde og dejlige alle sammen. Søren var så lille og så spæd, og jeg faldt faktisk for ham med det samme. Det var planen, at det var ham, jeg skulle have, men det vidste jeg jo ikke. Og jeg havde ikke set ham på forhånd, fortalte hun i interviewet med BILLED-BLADET i 2022.
Ruth lånte en barnevogn af børnehjemmet, så hun kunne gå en tur rundt i byen med Søren.
– Jeg var himmelstolt, da jeg gik den tur. Det var min dreng.