21. nov. 2024
Af Majken Munk

Har holdt det hemmeligt: Peter Hummelgaard åbner op om svær barndom

Peter Hummelgaard
Peter Hummelgaard
Foto: Jesper Sunesen
Justitsminister Peter Hummelgaard har holdt det hemmeligt i årevis, men i en ny bog åbner han op for sin svære barndom.

Justitsminister Peter Hummelgaard har skrevet bogen ”Der er noget vi skal tale om”, der blandt andet handler om sin egen opvækst.

Han har i sine mange år som politiker fortalt om sin opvækst på Amager med en far, der arbejdede i lufthavnen.

Men en del af sin barndom har han skjult indtil nu – i hvert fald for offentligheden.

For Peter Hummelgaards barndom har ikke altid været nem.

Han oplevede, hvordan hans far udøvede vold, der gik ud over hans mor og til tider også ham selv.

Jeg husker også følelsen af at blive rusket. Nogle gange bliver det ved det. Andre gange er det ikke nok. En af de gange ender det med, jeg rammer væggen i hjørnet af entreen og derefter falder ned og lander på gulvet. Lige oven i de tomme glaspantsflasker, der altid møjsommeligt bliver samlet sammen dér. Jeg husker ikke, hvad jeg har sagt eller gjort. Om jeg bliver skubbet eller kastet. Men jeg husker, at der den dag ikke er nogen, der låser sig ind i lejligheden og tager mig med. Måske er det fra slaget, et spark eller faldet alene, men jeg får et blåt mærke i siden, som jeg i dagene efter i skjul betragter, indtil det langsomt forsvinder,” skriver Peter Hummelgaard i bogen, der har titlen ”Der er noget vi skal tale om”.

Han har på Facebook også delt et opslag, hvor han åbner op om de svære oplevelser han og hans mor havde i det voldelige hjem.

Den del af hans barndom har han længe skammet sig over, og det er en del af grunden til, han ikke har åbnet op om det før nu.

Peter Hummelgaards nye bog, der udkommer den 26. november, er ikke kun et oprids af, hvad han selv har oplevet.

Han trækker også på, hvad andre har oplevet som børn, lige som at han også giver sit besyv på, hvordan man politisk kan ændre vilkårene for børn og unge, der står i samme situation, som han gjorde, da han var barn.

For Peter Hummelgaard var det hans mormor og morfar, der hjalp ham og hans mor.

Peter Hummelgaard er folketingsmedlem for Socialdemokratiet, og han har siden 2022 været justitsminister.

Privat danner han par med Sara og sammen har de to børn.

Læs mere om: